Hvad ville de vilde dyr fortælle, hvis de selv fik ordet?
Kom med til en særlig kunst- og naturaften på Von Lügenhals, hvor litteratur, billedkunst og naturformidling mødes i en fælles fortælling om nogle af de store dyr, der igen har fundet vej til den danske natur.
Aftenens hovedperson er forfatter, foredragsholder, naturfotograf og digter Rune Engelbreth Larsen, som med afsæt i sin aktuelle bog Kraftdyr læser op og fortæller om ulven, havørnen, elgen, vildsvinet og vildhesten – dyr, som gennem historien har været fortrængt eller udryddet i Danmark, men som nu igen er en del af vores natur.
Kraftdyr er en poetisk blanding af naturpoesi og naturformidling. Her får dyrene selv ordet og fortæller om deres plads i naturen og deres møde med menneskets forvaltning af landskabet. Gennem poesi, fortælling og fakta åbnes nye perspektiver på biodiversitet, sameksistens og vores forhold til naturen.
De samme fem dyr danner udgangspunkt for billedkunstner Gitte Degnemarks bidrag til aftenen. Her afsløres et stort, nyskabt maleri, skabt særligt til arrangementet, hvor ulven, havørnen, elgen, vildsvinet og vildhesten indgår som centrale motiver.
Særligt ulven er et aktuelt og følelsesladet emne i Vestjylland, hvor synspunkterne kan være stærkt forskellige. Aftenen tager ikke politisk stilling, men inviterer gennem kunst, litteratur og naturformidling til nysgerrighed, refleksion og dialog om, hvordan vi deler landskabet med de vilde dyr.
Aftenen indledes af Merete Vigen, formand for Danmarks Naturfredningsforening Varde, som sætter arrangementet ind i en lokal og aktuel naturkontekst.
Von Lügenhals danner de stemningsfulde rammer om aftenen. Inden arrangementet er der mulighed for at tilmelde sig en særlig kunst-menu mod betaling.
Tid: Fredag 18. september 2026 kl. 18.30–19.30
Sted: Von Lügenhals, Varde
Pris: Gratis
Foto af Gitte Degnemark
| Adresse: | Brogade 5B , 6800, Varde |
| Dato: | fredag, september 18, 2026, 18:30:00 |
| Web: | https://artmatter.dk/artguide/calendar/kraftdyr-naturens-stemmer-i-ord-og-billeder |